Konsulentens blog

Konsulentens blog

Nyheder mv. fra teknologiens verden

Her på denne blok vil man kunne finde nyheder, gode råd, fif og fiduser, som vi støder på i vores arbejde med it og digitalisering.

Du er velkommen til at komme med kommentarer eller tage andre emne op mv. Du skal bare vide, at der er tale om et offentligt forum.

Vi forbeholder os derfor ret til at fjerne synspunkter, kommentarer mv. fra blokken, hvis vi finder det nødvendigt.

Windows 10

vejledning af vejledernePosted by Morten Wed, August 05, 2015 09:28:59

Nu er det lige før at Windows10 på dansk frigives af Microsofts - det første styresystem, som er det samme på PC, tavle-PC og telefon. Omkring 3,2 millioner danske PCer vil gratis kunne opgraderes, men man har et år og kan derfor vente på, at de værste børnesygdomme er overstået.

Flere millioner PCer og tavle-PCer i danske hjem og tasker vil om en lille måneds tid kunne skifte til Microsofts nye styresystem, Windows 10.

29. juli frigav den amerikanske softwaregigant - verdens største - sit nyeste styresystem på engelsk. Den danske version er ved at være klar. Windows 10 bliver samtidig det første styresystem fra Microsoft, som kan bruges på tværs af alt udstyr: fra Microsofts spillekonsol Xbox, over Windows-telefoner til Windows-computere. Det er dog i første omgang kun PCer, der opgraderes til Windows 10. Telefoner og spillekonsol kommer i løbet af efteråret.

Gratis det første år

»Windows 10 er en rigtigt stor milepæl. Når man har tænkt Windows, har man hidtil tænkt på PC, tavle-PC og telefon. Nu bliver det vores intelligente operativsystem, som skal gå på tværs og også bruges på Hololens (Microsofts holografiske briller, red.) og »wearables« (teknologi til at tage på, f.eks. ure, red.),« forklarer Nana Bule, direktør for Microsofts forbrugerdivision i Danmark.

Omkring 4,5 millioner PCer i Danmark kører lige nu Windows i en eller anden udgave. Den ene million står i virksomheder, de 3,5 millioner hos private. Heraf bruger to millioner Windows 7, 1,2 millioner har Windows 8, og resten bruger de ældre udgaver Windows Vista, Windows XP og Windows 2000.

Det er gratis inden for det første år at opgradere til Windows 10, hvis man har Windows 7 eller Windows 8.1, og hvis hardwaren på ens udstyr rent faktisk *kan opgraderes. Hvad prisen for en »løs« opgradering koster, ved Microsoft Danmark endnu ikke.

»Når man har opgraderet, så har man Windows 10, så længe PCen lever. Man ejer den. Der skal ikke betales licens eller abonnement,« fastslår Martin Thorning Hansen, divisionschef for Windows i Microsoft Danmark.

Skift til Windows 10

29. juli var endelige engelske udgave af Windows 10 klar til PCer – Den danske udgave kommer her i august. Opgraderingen af telefoner og Xbox-spillekonsollen kommer senere. Allerede nu begynder danske Windows-brugere at få et ekstra Windows-ikon nederst til højre på skærmen som forvarsel. Her kan man melde sig til, og så får man besked, når Windows 10 er klar. Det sker for at undgå kaos, hvis alle skulle skifte præcis samtidig.

Når man vil opgradere, undersøger Microsoft, om ens PC kan klare at køre Windows 10. Her vil nogen få at vide, at alt er godt, og opgraderingen kan fortsætte. Andre vil få besked på, at man godt kan opgradere, men at visse nævnte programmer ikke vil virke, uden at man skal geninstallere dem (anbefalingen er så at vente lidt, indtil producenterne af disse programmer har egne opdateringer klar). Endelig kan man få at vide, at en opgradering ikke er mulig.

Selve opgraderingen er gratis for alle, der lige nu kører med Windows 7 eller Windows 8.1. T

Hurtigere, sikrere - og genkendeligt

Alle ens filer og programmer vil ikke blive berørt, når man opgraderer til Windows 10, lover Microsoft, om end det altid er en rigtigt god ide at lave en sikkerhedskopi, før man kaster sig ud i at skifte styresystem.

Også Microsofts netbutik, Windows Store, vil fremover samle al software, så man kan købe eller hente det hele ét sted og bruge det overalt.

Windows 10 vil arbejde hurtigere end før, lover Microsoft, der også højner sikkerheden gennem den måde, som teknologien er skruet sammen på. PCen får altså et skud pep. Som udgangspunkt vil alt udstyr og alle programmer, som fungerede på Windows 7, også virke på Windows 10, lover Martin Thorning Hansen. Tommelfingerregelen er, at hvis man i dag har en PC med Windows 7 eller nyere, kan den opgraderes til Windows 10 - dog med den undtagelse, at Windows 7-PCer med en Pentium D-processor f.eks. ikke vil kunne skifte. Er PCen ældre end fem-seks år, skal man også forvente problemer.

Microsoft lægger stor vægt på, at Windows 10 skal være let at gå til, fordi alt ser velkendt ud.

»Vil vil rigtigt gerne have, at folk ikke skal lære et nyt styresystem. Det skal være helt intuitivt,« iger Jasper Hedegaard Bojsen, direktør for Microsoft Danmarks udviklerafdeling.

Ingen digital assistent på dansk

I Windows 10 er den omdiskuterede Start-knap tilbage, denne gang kombineret med fladen med farvede, interaktive programfliser, som man fortsat selv kan sortere i og få favoritprogrammerne frem. Til gengæld er amuletmenuen, som i Windows 8 kom ind fra højre side, nedlagt.

Microsofts digitale assistent, Cortana, som gør det muligt at tale til computeren eller telefonen og få udført opgaver eller søgninger, kommer ikke på dansk til julipremieren, men den er under udvikling, så der vil komme en dansk udgave. Søgninger på nettet og på PCen med Cortana, som ligger på en fast placering i menulinien i bunden, er dog hele tiden mulige. Cortana holder også øje med ting, som man selv vil følge med i, f.eks. vejrudsigten, yndlingsfodboldholdets kampe o.s.v., så man ikke selv behøver at slå op og opdatere.

Med funktionen Continuum holder Windows selv styr på, når man f.eks. på en 2-i-1-computer tager skærmen af tastaturet og dermed skal bruge andre muligheder for indtastning, ligesom applikationer og programmer indretter sig, så menulinien i bunden f.eks. ikke ligger og tager plads op - medmindre man da selv ønsker at beholde den fremme.

Internetprogrammet Internet Explorer er sendt på pension og erstattes af Microsoft Edge, som bl.a. har fået en funktion, der fjerner alle forstyrrende elementer på en netside, så man kan læse teksten og se billederne i ro og mag, samt muligheden for at tage noter på netsiden med en pen eller skrive noter med tastaturet, inden man gemmer siden som et billede.
kilde: Berlingske business

tips

vejledning af vejledernePosted by Gitte Sat, May 02, 2015 10:18:04

Et tips til jer der ikke kan se hvad der står på en hjemmeside.

Jeg var kommet til at trykke på "et eller andet" så mine bogstaver mv. i mine mails og hjemmesiderne var blevet mindre. Det har jeg så levet med ved hjælp af et par stærke brillersmiley, men da jeg så kom til at gøre "dette et eller andet" igen, blev det for svært. Altså måtte jeg finde løsningen.

Løsning: Hold ctl. tasten nede og tryk samtidig på +.

Du kan trykke flere gange på + og det liver større.

Bliver det for stor? så hold ctl. tasten ned og tryk -





1.december 2014 nye selvbetjenings områder

vejledning af vejledernePosted by Morten Fri, December 05, 2014 12:27:50

Den 1. december overgik flere områder til digital selvbetjening. Digitaliseringsstyrelsen står i spidsen for at informere borgerne om det, og i den forbindelse er der udviklet nye materialer. Det drejer sig om ikoner, webbannere, annoncer og budskabspapirer, som I alle er velkomne til at bruge på hjemmesider eller i andre sammenhænge. Materialet kan hentes på www.borger.dk/kampagne.

Til borgere, der har svært ved det digitale

Folderen, der er særligt målrettet borgere, der har svært ved det digitale, forklarer om muligheder for at lære om it, muligheden for at blive fritaget fra at modtage Digital Post fra det offentlige og muligheden for at få hjælp eller blive betjent på anden vis, når det drejer sig om digital selvbetjening.

Det er i den forbindelse vigtigt at gøre opmærksom på, at de borgere der er fritaget fra Digital Post ikke automatisk er undtaget digital selvbetjening. Hvis man har vanskeligt ved at bruge en digital selvbetjeningsløsning, skal man gå i Borgerservice, hvor man vil få den hjælp, man har behov for. Hvorvidt borgeren skal betjenes på anden vis er en vurdering, der finder sted, når borgeren henvender sig i Borgerservice. Denne vurdering baseres bl.a. ud fra forhold som f.ex om borgeren har et særligt handicap eller mangler de rette it-kompetencer.

Folderen kan hentes her:

https://www.borger.dk/for-myndigheder/Documents/Borgerdk_M65_hj%C3%A6lpefolder_endelig.pdf
Folderen er en opdateret version (november 2014) af en tidligere folder af samme navn.

Telecentre-danmark er ved at undersøge om folderen skal laves i papirudgave og skal holde datastuerne orienteret.





status på digital post

vejledning af vejledernePosted by Morten Fri, November 28, 2014 10:51:35
Status pr. 1.11.2014
Status for de 4,7 mio. danske borgere over 15 år, da lov om Offentlig Digital Post trådte i kraft 1. november 2014:
  • 3.115.000 (65,9 pct.) tilmeldt Digital Post fra det offentlige.
  • 479.000 (10,1 pct.) fritaget fra Digital Post fra det offentlige.
  • 1.134.770 (24 pct.) var endnu hverken tilmeldt eller fritaget fra Digital Post fra det offentlige.

Det bliver spændende at se hvor mange af de 1.134.770 (24%) borgere der automatisk har fået tildelt en digital post som d. 1.11.2014 faktisk skulle have være fritaget.



Java udskiftes

vejledning af vejledernePosted by Morten Thu, October 16, 2014 09:31:06

Lige straks bliver NemID nemmere

16. oktober 2014, 07:00

Om en måned slipper danskerne for endnu et irritationsmoment og potentielt sikkerhedsproblem, når de skal bruge deres NemID-adgang til offentlig selvbetjening, og senest til nytår er også alle bankerne færdig med omstillingen.

Midt i november bliver der nemlig stillet om på knapperne i baglokalerne hos det offentlige, så det udskældte Java-program, som i dag er nødvendigt for at kunne bruge NemID, automatisk bliver sendt på pension. Programmet udgør en sikkerhedstrussel, fordi den store udbredelse gør det interessant for hackere, og derfor har det konstant skullet opdateres - med overhængende risiko for, at man dermed får installeret skrammelsoftware, hvis man ikke er opmærksom på, at man skal sige nej til andet end selve Java-opdateringen.

Men derudover vil de færreste nok opleve nogen større forskel, når de fremover bruger deres NemID, der er oprettet for at være den fælles adgangsnøgle til masser af forskellige private og offentlige selvbetjeningsmuligheder, så man ikke skal oprette og huske adgangsnavne og kodeord til hvert enkelt netsted.

Til november trækkes stikket

»Planen er, at vi midt i november opdaterer Nemlog-in (den fællesoffentlige logindportal, som i dag styrer adgangen til flere end 300 offentlige IT-systemer, red.), så vi sikrer, at de, der kommer fra en PC, fra da vil bruge NemID med Javascript og ikke med Java. I dag »smager« Nemlog-in på, om man bruger mobilt udstyr eller en PC. PCen sendes automatisk til Java-løsningen, det mobile udstyr til Javascript-løsningen. Ændringen sker fuldt automatisk. Brugerne skal ikke gøre noget,« forklarer kontorchef Cecile Christensen fra Digitaliseringsstyrelsen under Finansministeriet, som koordinerer digitaliseringen af Danmark.

Det snurrende Java-ikon, som roterer, mens man venter på, at Java-programmet er klar til brug, vil være væk. Derudover vil NemID fungere fuldstændigt som tidligere, hvor man skal logge på med sin bruger-ID, sin adgangskode og en nøgle fra nøglepapkortet.

I praksis har man derfor ikke behov for at installere Java på sin computer. I stedet vil NemID fremover anvende teknologien JavaScript, som man ikke skal installere, fordi det er kodet direkte ind på den netside, som man besøger, hvor det tilfører interaktivitet.

Den Java-frie løsning blev testet hen over sommeren og gjort klar til brug umiddelbart efter.

Det går lidt langsommere - lidt endnu

De fleste bruger NemID for at komme i netbanken, og bankerne er tilsvarende i fuld gang med omstillingen. Danmarks største bank, Danske Bank, skiftede alle privatkunder i august og alle erhvervskunder i september, og ifølge Nets foregik 40 procent af alle transaktioner ved udgangen af september uden Java. Alle banker ventes være på plads til nytår.

kilde: Thomas Breinstrup Berlingske



Undgå problemer

vejledning af vejledernePosted by Morten Tue, October 07, 2014 11:11:49

Opdater browseren

Informationer om digital post og explorer 8.

Opgrader Internet Explorer 8 og undgå problemer med Digital Post

Digital Post understøttes ikke fremadrettet af Microsoft Internet Explorer 8 på borger.dk. Det skyldes, at JavaScript ikke fungerer tilfredsstillende i browseren.

Fra primo november vil Internet Explorer 8 ikke kunne anvendes til at logge på borger.dk. Der er derfor behov for at borgere, der anvender Internet Explorer 8, hjælpes til at skifte til en nyere browser.

Vejled borgerne til at opdatere til en nyere browser Brugere, der henvender sig fordi de har oplevet problemer med Internet Explorer 8 opfordres til at skifte til en nyere Microsoft Internet Explorer eller anvende en alternativ browser eksempelvis Google Chrome eller Mozilla Firefox.

Gratis at skifte browser Der er ingen udgifter forbundet med at skifte til en anden browser end Internet Explorer 8. Der findes mange gode alternativer, som fx Google Chrome, Mozilla Firefox eller nyere versioner af Microsoft Internet Explorer.

Brugere kan gratis hente browsere ved at gå ind på de forskellige udbyderes hjemmesider.

Brugere der anvender Internet Explorer 8 skal informeres om, at NemID ikke tester og supportere på denne browser. Det anbefales i øvrigt altid af sikkerhedsmæssige årsager at udskifte gamle browsere, som fx Internet Explorer 8 med nyeste browserversion, fordi en opdateret computer giver den bedste beskyttelse mod hackere, virus og anden it-kriminalitet.

På tjek.pc er det muligt for brugere at undersøge, hvilken browserversion, de har på deres computer. Kun 3 pct. af de brugere, der logger på borger.dk anvender IE8, og flere banker anbefaler allerede deres brugere at udfase IE8. Læs mere om baggrund og tekniske årsager på nemid.nu.





Tatasturets historie

vejledning af vejledernePosted by Morten Mon, October 06, 2014 20:55:22

Det tastatur, vi i dag bruger til pc’en, blev oprindeligt udviklet til skrivemaskinen. Da de første mekaniske skrivemaskiner kom frem i USA i 1860’erne, var bogstaverne placeret i alfabetisk rækkefølge. Men med dette system filtrede typearmene sig ofte ind i hinanden og sad fast, når man forsøgte at skrive hurtigt.

Våbenfabrikant sikrede QWERTYs succes

De mange sammenstød i maskineriet fik den amerikanske avisredaktør Christopher Latham Sholes til at flytte rundt på tasterne, så de hyppigst forekommende bogstavpar ikke længere sad ved siden af hinanden.

Resultatet blev QWERTY-tastaturet, som er opkaldt efter rækkefølgen af de seks første taster i øverste bogstavrække på tastaturet. I 1874 solgte Sholes sin nyudviklede skrivemaskine til våbenfabrikken Remington, som satte maskinen i masseproduktion og dermed sikrede udbredelsen af QWERTY-tastaturet.

Ikke den mest effektive kombination

Med dette system kunne man skrive hurtigere og mere effektivt end med det gamle system med tasterne i alfabetisk rækkefølge. QWERTY-tastaturet har hængt fast lige siden, selv om det ikke er oplagt til moderne tastaturer. Der findes faktisk bedre alternativer, blandt andet Dvorak-tastaturet, der blev udviklet af amerikaneren August Dvorak i 1933. På dette tastaturlayout er de hyppigst anvendte bogstaver placeret på midterlinjen med vokalerne til venstre og konsonanterne til højre.

Kinesisk tastatur med skrifttegn

De fleste kinesiske tastaturer ligner vores, dog er der også skrifttegn på de enkelte taster. Kineserne bruger nemlig pinyin, en slags lydskrift: De skriver de lyde, ordet består af, hvorefter computeren gætter med og foreslår nogle få af de mange tusinde skrifttegn. Vha. tal kan man vælge blandt computerens forslag og derved skrive ret hurtigt.



« Previous