Konsulentens blog

Konsulentens blog

Nyheder mv. fra teknologiens verden

Her på denne blok vil man kunne finde nyheder, gode råd, fif og fiduser, som vi støder på i vores arbejde med it og digitalisering.

Du er velkommen til at komme med kommentarer eller tage andre emne op mv. Du skal bare vide, at der er tale om et offentligt forum.

Vi forbeholder os derfor ret til at fjerne synspunkter, kommentarer mv. fra blokken, hvis vi finder det nødvendigt.

Windows 10

vejledning af vejledernePosted by Morten Wed, August 05, 2015 09:28:59

Nu er det lige før at Windows10 på dansk frigives af Microsofts - det første styresystem, som er det samme på PC, tavle-PC og telefon. Omkring 3,2 millioner danske PCer vil gratis kunne opgraderes, men man har et år og kan derfor vente på, at de værste børnesygdomme er overstået.

Flere millioner PCer og tavle-PCer i danske hjem og tasker vil om en lille måneds tid kunne skifte til Microsofts nye styresystem, Windows 10.

29. juli frigav den amerikanske softwaregigant - verdens største - sit nyeste styresystem på engelsk. Den danske version er ved at være klar. Windows 10 bliver samtidig det første styresystem fra Microsoft, som kan bruges på tværs af alt udstyr: fra Microsofts spillekonsol Xbox, over Windows-telefoner til Windows-computere. Det er dog i første omgang kun PCer, der opgraderes til Windows 10. Telefoner og spillekonsol kommer i løbet af efteråret.

Gratis det første år

»Windows 10 er en rigtigt stor milepæl. Når man har tænkt Windows, har man hidtil tænkt på PC, tavle-PC og telefon. Nu bliver det vores intelligente operativsystem, som skal gå på tværs og også bruges på Hololens (Microsofts holografiske briller, red.) og »wearables« (teknologi til at tage på, f.eks. ure, red.),« forklarer Nana Bule, direktør for Microsofts forbrugerdivision i Danmark.

Omkring 4,5 millioner PCer i Danmark kører lige nu Windows i en eller anden udgave. Den ene million står i virksomheder, de 3,5 millioner hos private. Heraf bruger to millioner Windows 7, 1,2 millioner har Windows 8, og resten bruger de ældre udgaver Windows Vista, Windows XP og Windows 2000.

Det er gratis inden for det første år at opgradere til Windows 10, hvis man har Windows 7 eller Windows 8.1, og hvis hardwaren på ens udstyr rent faktisk *kan opgraderes. Hvad prisen for en »løs« opgradering koster, ved Microsoft Danmark endnu ikke.

»Når man har opgraderet, så har man Windows 10, så længe PCen lever. Man ejer den. Der skal ikke betales licens eller abonnement,« fastslår Martin Thorning Hansen, divisionschef for Windows i Microsoft Danmark.

Skift til Windows 10

29. juli var endelige engelske udgave af Windows 10 klar til PCer – Den danske udgave kommer her i august. Opgraderingen af telefoner og Xbox-spillekonsollen kommer senere. Allerede nu begynder danske Windows-brugere at få et ekstra Windows-ikon nederst til højre på skærmen som forvarsel. Her kan man melde sig til, og så får man besked, når Windows 10 er klar. Det sker for at undgå kaos, hvis alle skulle skifte præcis samtidig.

Når man vil opgradere, undersøger Microsoft, om ens PC kan klare at køre Windows 10. Her vil nogen få at vide, at alt er godt, og opgraderingen kan fortsætte. Andre vil få besked på, at man godt kan opgradere, men at visse nævnte programmer ikke vil virke, uden at man skal geninstallere dem (anbefalingen er så at vente lidt, indtil producenterne af disse programmer har egne opdateringer klar). Endelig kan man få at vide, at en opgradering ikke er mulig.

Selve opgraderingen er gratis for alle, der lige nu kører med Windows 7 eller Windows 8.1. T

Hurtigere, sikrere - og genkendeligt

Alle ens filer og programmer vil ikke blive berørt, når man opgraderer til Windows 10, lover Microsoft, om end det altid er en rigtigt god ide at lave en sikkerhedskopi, før man kaster sig ud i at skifte styresystem.

Også Microsofts netbutik, Windows Store, vil fremover samle al software, så man kan købe eller hente det hele ét sted og bruge det overalt.

Windows 10 vil arbejde hurtigere end før, lover Microsoft, der også højner sikkerheden gennem den måde, som teknologien er skruet sammen på. PCen får altså et skud pep. Som udgangspunkt vil alt udstyr og alle programmer, som fungerede på Windows 7, også virke på Windows 10, lover Martin Thorning Hansen. Tommelfingerregelen er, at hvis man i dag har en PC med Windows 7 eller nyere, kan den opgraderes til Windows 10 - dog med den undtagelse, at Windows 7-PCer med en Pentium D-processor f.eks. ikke vil kunne skifte. Er PCen ældre end fem-seks år, skal man også forvente problemer.

Microsoft lægger stor vægt på, at Windows 10 skal være let at gå til, fordi alt ser velkendt ud.

»Vil vil rigtigt gerne have, at folk ikke skal lære et nyt styresystem. Det skal være helt intuitivt,« iger Jasper Hedegaard Bojsen, direktør for Microsoft Danmarks udviklerafdeling.

Ingen digital assistent på dansk

I Windows 10 er den omdiskuterede Start-knap tilbage, denne gang kombineret med fladen med farvede, interaktive programfliser, som man fortsat selv kan sortere i og få favoritprogrammerne frem. Til gengæld er amuletmenuen, som i Windows 8 kom ind fra højre side, nedlagt.

Microsofts digitale assistent, Cortana, som gør det muligt at tale til computeren eller telefonen og få udført opgaver eller søgninger, kommer ikke på dansk til julipremieren, men den er under udvikling, så der vil komme en dansk udgave. Søgninger på nettet og på PCen med Cortana, som ligger på en fast placering i menulinien i bunden, er dog hele tiden mulige. Cortana holder også øje med ting, som man selv vil følge med i, f.eks. vejrudsigten, yndlingsfodboldholdets kampe o.s.v., så man ikke selv behøver at slå op og opdatere.

Med funktionen Continuum holder Windows selv styr på, når man f.eks. på en 2-i-1-computer tager skærmen af tastaturet og dermed skal bruge andre muligheder for indtastning, ligesom applikationer og programmer indretter sig, så menulinien i bunden f.eks. ikke ligger og tager plads op - medmindre man da selv ønsker at beholde den fremme.

Internetprogrammet Internet Explorer er sendt på pension og erstattes af Microsoft Edge, som bl.a. har fået en funktion, der fjerner alle forstyrrende elementer på en netside, så man kan læse teksten og se billederne i ro og mag, samt muligheden for at tage noter på netsiden med en pen eller skrive noter med tastaturet, inden man gemmer siden som et billede.
kilde: Berlingske business